At få gang i kroppen igen

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg den sidste del af graviditeten var væsentligt mere inaktiv end jeg normalt er. Jeg går på en normal dag omkring 8.000-12.000 skridt uden at tænke over det, og med en eller anden given aktivitet blev det tit til mere. I sidste del af graviditeten skulle jeg nærmest kæmpe lidt for at få skridttælleren op på 3.000 skridt!!! Det betød også, at jeg faktisk til sidst tog skridttælleren af, fordi det simpelthen blev for deprimerende at kigge på, og uanset hvad, så var det vigtigere at lytte til kroppen. Udover det så blev træningerne også væsentligt skåret ned, og væsentligt mindre krævende.

Det betyder også, at det nu handler om at komme stille og roligt igang igen. Jeg har igen fået gang i aktivitetstrackeren, som fortæller mig, hvor mange skridt jeg går dagligt – og målet til at starte med er 5.000 skridt (gerne mere). De sidste 3 uger er AL energi gået på at NYDE Liam og prøve at få amningen op at køre (som ikke har været uden problemer – brystbetændelse, sår og revner samt svamp…men mere om det i et andet indlæg). Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når man ammer gennemsnitligt hver 2.-3. time hele døgnet i alt mellem 10 min – 60 min pr. gang, så går der en del timer siddende på den flade i sofaen eller sengen. Det betyder også, at der ikke er super mange timer til at lave alt muligt andet. Derudover har Liam indtil nu nærmest kun ville hænge på mor både, når han er vågen, sover og selvfølgelig, når han spiser 😉 Barnevognen er stadig ikke et udpræget hit, men vi arbejder på sagen.

I dag er Henriks sidste dag på barsel – og det har været super hyggeligt, at have ham hjemme og have god tid alle 3 i hele 3 uger. Nu skal jeg til at finde ud af hverdagen bare mig, bebs og hunde (og det skal også nok blive helt fint). Da vejret viste sig fra sin flotte side blev vi enige om at tage en tur i zoo med hunde og barnevogn. Det betød også at der helt automatisk kom 4200 skridt ind på kontoen, og Liam tog det i stiv arm. Han blev ammet inden vi tog afsted, og startede med at ligge og kigge i barnevognen, hvorefter han faldte i søvn. Inden vi kørte hjem af blev han ammet, og så trillede vi lige så stille hjem igen.

img_4409

img_4410

img_4412

Med alt det her vil jeg bare sige – at jeg kan fornemme, at utroligt mange har SÅ travlt med at komme igang med at træne, og ikke mindst at få smidt de graviditetskilo, som de har taget på. Jo før de er væk jo bedre. Nuvel – selvfølgelig kunne det var være rart, hvis de kilo bare forduftede hurtigst muligt, men altså kroppen har brugt 9 måneder på at lave en lille baby, hvordan kan du forvente at den 3 dage efter er tilbage til sin “normale” tilstand. Desuden tænker jeg også, hvordan kan du forvente at få din “gamle” krop igen. Tænk på, hvad den har gået igennem? Hvad den har skabt? Hvor stærk og sej den har været?! Du får aldrig din gamle krop igen, som jeg ser det kan du istedet bygge en ny, flot og stærk krop – en krop som har båret og født et barn, og som ovenikøbet kan udstråle overskud, styrke og livsglæde – hvis du giver den tid og lov til at komme sig, behandler den godt og ikke mindst lader være med at slå den ihjel med træning og kalorieunderskud hurtigere end du kan nå at stave til b-a-b-y.

Her starter jeg med gåture, balle-aktivering og bækkenbundstræning – hvor du skal starte afhænger helt af, hvor du var inden din graviditet, inden din fødsel og ikke mindst hvor du er lige nu.
Lad være med at få stress over at skulle nå alt muligt udover at nyde baby og lære at være i rollen som mor.
Forstå det ikke som om, jeg fraråder træning – jeg synes netop at du skal træne og spise masser af god mad (mad der er god for din krop og dit mål) , du skal bare vælge at starte på det rigtige niveau. Lige der hvor du er. Lige nu.
Vær god ved dig selv og din krop – og så skal det hele nok komme stille og roligt.

Udgivet i Amning, Baby, Graviditet, Sundhed, Træning, Vægt | Skriv en kommentar

Hvordan gik din hjemmefødsel…

Mandag d. 5/9 kom vores lille dreng til verden, og det er jo en helt ubeskrivelig oplevelse – både selve fødslen og det at blive forældre.
Jeg har selv haft rigtig stor glæde af at læse omkring andres fødsler, og derfor tænkte jeg, at jeg gerne ville dele min egen oplevelse. Jeg synes det som førstegangsfødende er super dejligt at kunne læse om, hvor forskellige fødsler kan være, og hvilke forskellige måder der er at tackle dem på.

So here it goes – og jeg har forsøgt at få så meget med som muligt, og ikke lagt fingre imellem med noget. Det her er min fødselsoplevelse ud fra egen opfattelse, Henriks beskrivelse og jordemoderens fortælling samt notater. Tak fordi du læser med 🙂

Jeg vågner om morgenen ved 6 tiden og mærker et par enkelte meget små veer, som max varer 15 sek. Henrik står op og jeg ligger og venter på om der kommer mere – det gør der imidlertid ikke, og Henrik kører afsted på job og jeg står op, og nyder en rolig morgen med en god portion morgenmad. Jeg tænker, at jeg hellere må få fyldt depoterne godt op i tilfælde af at det skulle ende med at blive til mere senere på dagen.

Da kl. bliver omkring 8 og der stadig ikke har været mere tænker jeg, at jeg lige så godt kan støvsuge, træne lidt med hundene i haven og få øvet laboro vejrtrækningen. Solen skinner fra en skyfri himmel og vejret er bare super flot – jeg tager mig selv i at tænke, at hvis det bliver en meget varm dag, så håber jeg, at fødslen har tænkt sig at vente til i morgen.

Kl. 11. snupper jeg en kort lur på sofaen efterfulgt af frokost. Der er fortsat ikke det vilde at mærke, jeg oplever lidt murren i underlivet, har haft lidt tegnblødning ved et toiletbesøg og en enkelt ve eller to, som niver lidt, men stadig kun varer omkring 15 sek.

Mellem kl 14-15 får jeg 4-5 veer, som er taget til i styrke og varighed. De kommer ca hvert 10. minut og varer omkring 30 sek. Jeg forsøger mig med laboro vejrtrækningen, men kan slet ikke få det til at fungere, og når at blive lidt irriteret over, at jeg jo har øvet det længe, men ikke kan bruge det i praksis. Jeg kan huske, at jeg er lidt i tvivl om, hvornår og om jeg skal ringe til Henrik, og skrev lidt med ham, hvorefter hans kollegaer mente det var bedst at han vendte snuden hjemad i tilfælde af, at det lige pludseligt gik hurtigt.

Kl. 15.40 ringer jordemoderen for at aftale en tid til kontrol, da jeg er i uge 41, og vi skal have snakket om evt. igangsættelse, hvis det ikke starter af sig selv. Jeg fortæller, at der har været sådan lidt opstart til noget i dag, men fortsat ingenting regelmæssigt, og at veerne er korte. Vi aftaler, at jeg ringer senere på aftenen/natten, hvis det bliver til mere og ellers ringer hun mig op næste dags morgen med henblik på kontrol samme dag.

img_4274

Kl. 18 taler jeg med min svigerinde som er jordemoder, og er den som stod på stand-by som fødselshjælper, hvis Henrik synes han skulle få brug for en hånd udover jordemoderen. Ellers havde vi jo valgt, at vi gerne bare vil være os selv. Her har jeg fortsat lidt veer, men jeg kan fortsat sagtens føre en samtale uden at være særligt forstyrret af selve veerne, og der er stadig længe imellem.

img_4273

Mellem kl. 18-20 bevæger jeg mig lidt rundt, sidder på pilatesbolden, går lidt og bevæger hofter/bækken igennem – alt imens veerne tager stille og roligt til i styrke og lidt i varighed. Veerne er nu begyndt at bide sådan, at jeg må koncentrere mig om vejrtrækningen mens de står på, og jeg finder det lindrende, at Henrik giver et solidt tryk på korsbenet imens veen står på. Henrik sætter lidt musik på fra en playliste jeg har lavet, under veerne hører jeg ikke musikken, men synes egenligt den er dejligt afslappende imellem veerne. Kl. 20 er der 2-4 min mellem veerne, som stadig kun varer 40-60 sek, jeg tænker, at de skal være mere regelmæssige og vare længere tid, for det er det vi har fået at vide, men vi bliver alligevel enige om, at give jordemoderen et kald. Hun skal trods alt lige omkring sygehuset og hente sin taske inden hun kan komme ud til os. Henrik ringer til hende og aftaler at hun kommer.
Jeg tager et varmt bad i bruseren og synes virkeligt det er rart. Nuvel veerne bider stadig, men det løbende vand gør alligevel, at det føles mildere. Imellemtiden har Henrik fyldt fødekarret og da jeg har været i bad kravler jeg heri og venter på jordemoderen.

img_4149

Jordemoderen kommer kl 21, og hilser på og finder stille og roligt på plads med sine ting. Derefter vil hun gerne tjekke, hvor langt i fødslen jeg er. Vi forsøger at tjekke mens jeg er i karret, men hun kan ikke komme til at mærke ordenligt og må have mig op på sofaen. Jeg kan huske at jeg får en ve, da jeg skal op af vandet og over på sofaen, som om at stillingsskiftene giver ekstra veer. Liggende på sofaen tjekker jordemoderen mig, og hun siger : “Du er 2 cm åben.” – jeg kan huske, at jeg siger til hende, “Ja jeg tænkte det nok – jeg havde sådan håbet, at du sagde 4 cm”. Jordemoderen foreslog, at jeg ventede med at gå i vandet igen indtil jeg var lidt længere i fødslen, da hun var nervøs for om det satte det hele lidt i stå. Hun foreslår derimod at jeg bliver liggende på sofaen. Jeg kan imidlertid ikke finde ro i at komme ned og ligge på sofaen, og må op og stå hver gang jeg får en ve. Her står jeg op, mens jeg støtter mine arme på Henriks ben. Jeg forsøger mellem hver ve, at lægge mig på sofaen, men kan fortsat ikke finde ro i det. Mine ben ryster helt vildt, og jeg kan huske den der fornemmelse af ikke at kunne kontrollere rystelserne. Lidt ligesom kulderystelser, men jeg havde det på ingen måde koldt. Henrik får fundet et par store puder, og endeligt kommer jeg ned at ligge på venstre side, med en god stor pude mellem knæene, og det føles egenligt okay. Jeg får et tyndt lagen over mig, og har en kold klud til panden. Hver gang jeg får en ve, holder jeg kluden for øjnene og Henrik i hånden – og NU fungerer laboro vejrtrækningen upåklageligt, og jeg synes den er guld værd! Det er som om laboro vejrtrækningen falder mig helt naturligt under hver ve, og de veer, hvor jeg ikke kan holde den, så går vejrtrækningen over i at puste ud i stedet, og det fungerer rigtig godt. Veerne gjorde stadig rigtig ondt, men det at have noget at fokusere på og arbejde med undervejs var for mig helt fantastisk. Derudover fokuserede jeg på at forsøge at slappe rigtig godt af under veerne, så vejrtrækning og slap af i mine fokuspunkter.

Efter 1 time – altså ca kl. 22, siger jordemoderen at hun lige vil tjekke, hvor langt vi er nået, hvis ikke der er sket så meget, så vil hun køre hjem igen og komme igen senere på natten. Det kan jo godt trække ud med førstegangsfødende. Hun tjekker – og vupti “5 cm åben” – og dermed i aktiv fødsel! Jeg kan huske, at jeg bliver utroligt glad – og selvom jordemoderen ikke har gjort noget af arbejdet, så havde jeg alligevel lyst til at sige, at hun var den bedste i verden :p
Den næste halve time går og veerne fortsætter – de er stadig ikke mere end 40-60 sek, og der er 1-2 minutter imellem. Veerne bider godt, og der er ikke så længe imellem dem. Jeg er bare i min egen verden, hver gang veerne kommer, og jeg husker, at jordemoderen spørger mig om “jeg kan være med til det”. Min første tanke er, at det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal svare til, for det er da på ingen måde behageligt, men der er jo ligesom ikke nogen anden udvej 😉 og desuden synes jeg egenligt at det går ret godt med vejrtrækningen undervejs.
Jeg skal egenligt tisse, men an slet ikke overskue at gå ud på toilettet. Jeg ligger stadig på venstre side, på enden af sofaen med en stor pude under hovedet, og en pude mellem knæene. Jordemoderen spørger mig om jeg vil have hjælp til at komme derud, og det kan jeg heller ikke lige overskue. Dernæst spørger hun mig: “Rikke – hvad er det værste der kan ske? Det er, at du tisser lige her – og hvad så?!. Du kan også tisse i sådan en kapsel til at kaste op i – det skulle ikke være første gang det er prøvet.” – og jeg havde faktisk overskud til at smile lidt af den kommentar 🙂 Faktisk havde jeg mellem veerne egenligt ganske fint med overskud eller sagt på en anden måde – i de korte pauser mellem veerne kunne jeg koncentrere mig om at føre korte samtaler og rent faktisk høre efter, hvad der blev sagt. Desuden blev jeg, meget mod egen forventning, slet ikke sur undervejs. Jeg har på intet tidspunkt skældt ud eller lignende – hvilket jeg ellers var ret overbevist om, at det ville komme til at ske, og jeg hade da også advaret Henrik flere gange på forhånd 😉

Kl. 22.30 spørger jordemoderen mig så om jeg kun skal tisse eller om jeg også har trang til at presse. Og mit svar lyder: “Det ved jeg faktisk ikke rigtigt…” – og hvor mærkeligt det end lyder, så kunne jeg ikke helt finde ud af, hvilken fornemmelse det egenligt var jeg havde. Veerne begyndte at ændre karakter, der var en lille trang til at presse, og en fornemmelse af at skulle tisse. Af samme årsag ville jordemoderen lige tjekke, hvor langt jeg var. Jeg trækker højre ben op mod brystet, og jordemoderen mærker på mig indvendigt – i det samme hun gør det, så går vandet i en stor skylle, og jeg kan mærke at det på en måde letter, og at smerten fra veerne aftager, og derimod bestemt ændrer karakter, og jeg får mere lyst til at presse.

I det vandet går, så siger jordemoderen: “Det er godt nok grønt – det måtte bare ikke ske. Så er vi nødt til at ringe efter en ambulance.”. Eftersom en hjemmefødsel kun gennemføres, når alt er normalt, så betyder grønt fostervand, at vi måtte på sygehuset. Når fostervandet er grønt, så skal der laves målinger på barnet, og dermed betyder det, at man skal overflyttes til sygehuset.
Jordemoderen får ringet til fødegangen og kaldt en ambulance, og i det samme kommer en kollega til jordemoderen ind ad døren. Mine presseveer har imidlertid ikke tænkt sig at vente på ambulancen, og de første 2-3 presseveer kommer inden ambulancen dukker op. Jeg husker, at det er en lettelse, at udvidelsesfasen er ovre, og at det er nemmere at forholde sig til presseveerne, selvom kroppen lige skal finde ud af, hvordan der skal arbejdes med dem. I starten er det faktisk svært for mig at lade være med at have lidt lyd på under presseveerne. Henrik er forduftet, og er i fuld gang med, at finde de sidste småting til tasken (som jeg heldigvis har pakket just in case), fx et par bukser til mig, mine briller, så jeg kan se noget, når en gang vi når frem og lignende. Derfor er det faktisk rigtig rart at der er to jordemødre tilstede, da den ene står oppe ved mit hoved og guider mig, og den anden hjælper mig under presseveerne med lige at holde “den sidste forreste kant” til side (og av for helvede by the way!).

22.45 kommer 2 mænd og en båre trillende ind i stuen, og får hjulpet mig over på båren med et par presseveer undervejs, hvor jeg ikke må presse med. JEg kommer over på båren og ligger fortsat i sideleje på venstre side. Jeg bliver bumlet ud i ambulancen som er parkeret lige ude foran huset – en tur som virkelig føles skrumlet med presseveer, selvom jeg er helt sikker på, at de to mænd virkeligt har gjort deres bedste for at transportere mig ganske forsigtigt 😉

Ude i ambulancen, kommer den ene falckredder og jordemoderen (som har været med hele aftenen) med omme bag i ambulancen, Henrik sætter sig i vores egen bil for at køre bagefter og den sidste jordemoder gør klar til at køre mod sygehuset i sin egen bil. De når kun lige at lukke dørerne til ambulancen før de åbner dem igen og kalder på Henrik. Hverken jeg eller baby har tid til at vente på, at vi når ind på sygehuset. Henrik når lige ind i ambulancen – og 2 presseveer, og først kommer babys hoved (og øh AV!!!), og dernæst resten af kroppen i den næste ve, hvilket jeg faktisk ikke synes gjorde ondt  og pludselig ligger jeg med den skønneste lille dreng i armene, som er smurt ind i fosterfedt og grønt fostervand. Det var helt fantastisk! Baby L blev født kl. 23.05 (altså 2t 5min efter jordemoderen ankom og vurderede mig til 2 cm åben), og Henrik kunne klippe navlestrengen. Dernæst sætter vi stille og roligt kursen mod sygehuset, Henrik i vores egen bil bagefter.

img_4160

Kl. 23.13 bliver moderkagen født ved en enkelt ve – det gjorde ikke ondt, og føltes bare som en blød klump der kommer ud (hvilket det jo principielt også er). Herefter skal jordemoderen trykke hårdt på maven, for at hjælpe livmoderen til at trække sig sammen – det er så til gengæld knap så behageligt. Jordmoderen trykker 2 gange, og lige pludselig bløder jeg en hel del. Jordemoderen er nødt til at holde godt ned på min mave for at forsøge at stoppe blødningen, og den stille og rolige kørsel mod sygehuset bliver lavet om til en kørsel 1 med blå blink. Jeg forestiller mig, at det må have været lidt ubehageligt for Henrik at køre bagved og se, at der pludseligt bliver sat blå blink på. Undervejs til sygehuset mister jeg ca. 1L blod – om det skyldes hormoner eller hvad ved jeg ikke, en jeg har det faktisk rigtig fint. Desuden fortæller jordemoderen mig, at jeg nok er gået en del i stykker “down there”, men at vi lige tager et nærmere kig, når først vi kommer på fødegangen og får blødningen stoppet.

På vej fra ambulancen til fødegangen, gør de søde Falckreddere deres bedste til at oplevelsen trods alt skal blive god. De snakker og har en god føling med tingene. Faktisk fortæller den ene, at når babyer fødes i ambulancen, så er der tradition for at de skal opkaldes efter falckredderne – og det er jo meget passende, når nu det er en dreng, og så kan jeg frit vælge om jeg vil kalde ham Benny eller Kenneth 😉 (Tusind tak til Benny og Kenneth fra Falck for at være med til at gøre min fødsel til en god oplevelse!)

Inde på fødegangen kommer jeg over på et fødelejet i rygliggende, får fødderne i bøjler, får sat drop op med væske og medicin, og bliver flere gange trykket hårdt på maven for at tjekke blødningen. Jeg fik tømt blæren med kateter for at være sikker på, at en fyldt blære ikke generede livmoderen ift. at trække sig sammen. Det blødte fortsat, og alt i alt vurderes det til, at jeg bløder ca 1,3 L alt i alt. Vi havde virkeligt håbet på, at vi kue komme hjem efter turen på fødegangen, når de havde fået sat en stopper for blødningen, men fordi jeg blødte over 1L, så betød det, at vi måtte en tur på barselsgangen til indlæggelse. ØV! Det betyder også, at de fraråder hjemmefødsel næste gang pga. kraftig blødning ved foregående fødsel. ØV!

Jeg havde fået en 2. grads bristning, så det viste sig heldigvis ikke at være så slemt, som det i første omgang så ud til. Når det er sagt, så mærkede jeg INTET til det undervejs. Som i INTET! Lige da jordemoderen sagde i ambulancen, at det så ud som om jeg var gået en del i stykker, så var jeg faktisk også pisse ligeglad. (Det havde jeg nok ikke været senere, hvis jeg havde fået mig en 3. eller 4. grads bristning, men lige der, der var jeg pisse ligeglad – og jeg havde som sagt intet mærket). Jeg blev bedøvet, og syet, hvilket jeg heller ikke mærkede, og så vaskede jordemoderen det værste blod væk, og vi fik lov at være os selv lidt imens de fik udfyldt de sidste papirer og skrevet i journalen. Efter et par timer blev baby L vejet til 4050 g og målt til 55 cm. og ca kl. 3.45 blev vi overflyttet til barselsgangen, hvor baby L og jeg skulle være indlagt som minimum indtil næste dag. På barselsgangen i Aalborg er det kun mor og barn, der er indlagt, så det betød også, at Henrik måtte køre hjem til rodet i huset og hundene. En lidt underlig fornemmelse, at skulle skilles der ganske få timer efter at man er blevet en lille familie. Vi forsøgte at få det bedste ud af det, og se det fra den lyse side, og Henrik kunne køre hjem og få ryddet en lille smule op og luftet hundene inden han kom igen, når besøgstiden startede kl. 8.00.

img_4279

Sådan endte min hjemmefødsel, på alle andre måder end forventet, uden smertestillende og som en kæmpe oplevelse – og helt ærligt, jeg ville ikke have gjort noget som helst anderledes. Jeg ville til enhver tid have valgt hjemmefødsel igen – og er ærligt lidt ked af det/skuffet over, at det ikke bliver en mulighed næste gang. Jeg var fuldstændig tryg hele vejen igennem. Jordemødre (Tak til både Judith og Arianne fra hjemmefødselsteamet i Aalborg) og falckreddere gjorde et fantastisk stykke arbejde undervejs. Henrik var en god støtte, og vi var et godt makkerpar under hele processen. Jeg synes det var en fantastisk oplevelse – både selve fødslen (selvom det gør ondt), og ikke mindst det at blive forældre.

Vi har brugt de sidste 3 uger på at nyde, nyde og nyde – samt at lære Liam at kende. Tak fordi du læste med så langt – jeg håber, at du kan bruge min fortælling til lige så meget, som jeg har kunnet bruge alle de fødselsberetninger jeg har læst.
img_4344<3

Udgivet i Barsel, Fødsel, Graviditet | 4 kommentarer

Rectus diastase – hvad er det?

Under graviditet og fødsel bliver bindevævet i det yderste lag af mavemusklerne udsat for et stort stræk og et pres fra maven der vokser. På baggrund af dette kan der opstå delte mavemuskler – en såkaldt rectus diastase. Stort set samtlige gravide vil have en rectus diastase i 3. trimester. Efter et år vil omkring 60% fortsat have problemer med en rectus diastase. Ud af disse har 66 % også minimum én dysfunktion relateret til bækkenbunden… (hvilket er et kæmpe tabu for mange…men mere herom senere) 🙂
Mange – herunder også mænd (ja mænd) – går rundt med delte mavemuskler uden at vide det, da det desværre er et meget overset problem, som der efter min mening er alt for lidt fokus på. Hos mænd oplever jeg ofte rectus diastase som følge af stor overvægt omkring maven fx. ved den såkaldte ”øl-mave” hos mænd. Restus diastase kan også opstå på baggrund af forkert træning.

Min rectus diastase startede allerede omkring uge 17-18 i graviditeten, hvilket jo er et godt stykke tid før 3. trimester (uge 28). Her tog maven et kæmpe ryk – og voksede utroligt meget. Det var også her jeg kom til at døje med mit bækken, som blev ustabilt pga. de store ændringer i kroppens alignment og det mere ustabile bindevæv.

Hvordan ved du om du har en rectus diastase?

Mange kvinder døjer med topmave efter endt graviditet. En topmave, der ligner lidt den gravidlignende mave i begyndelsen. Maven forsvinder ikke, lige meget hvor meget man taber sig eller træner sin mave… tværtimod! Jeg har ofte set og/eller hørt, at folk træner uanede mængder af cardio, tonsvis af maveøvelser og er på skarp diæt – og alligevel er topmaven utroligt genstridig. Topmaven skyldes, at det udstrakte og tynde bindevæv ikke er stærkt nok til at holde organerne på plads inde i kroppen. Derfor rykker de sig nedad og fremad – og det er det, der giver topmaven.

(Obs. er du i tvivl, så lad dig undersøge for en evt. rectus diastase. Alle topmaver kommer ikke af en rectus diastase) 😉

Diastase betyder adskillelse eller separation. Rectus refererer til det latinske navn m. rectus abdominis for det yderste lag mavemuskler (dem vi kender som de lige mavemuskler). Det betyder altså, at de to halvdele af musklen flytter sig længere ud på siderne af maven og væk fra hinanden.

Billede lånt fra www.mavenogmig.dk

Billede lånt fra www.mavenogmig.dk

Rectus abdominis-musklen består af to halvdele, der løber fra brystbenet og ned til kønsbenet på hver sin side af navlen. De to dele samles i midten af noget bindevæv kaldet linea alba. Musklen er fuldstændig omsluttet af andre tynde lag bindevæv kaldet rectusskeden. De andre to lag af mavens muskler, de ydre og indre skrå mavemuskler (m. obliquus externus og internus abdominis) og den indre tværgående mavemuskel (transversus abdominis), fæster sig i rectusskeden. Alle mavens lag af muskler hænger derfor som sådan sammen med hinanden. Deres funktioner er at støtte din ryg og indre organer samt at skabe bevægelse i rygsøjlen” (kilde Maven og Mig).

Når en rectus diastase opstår, bliver bindevævet helt tyndt og svækket, da det strækkes i takt med, at musklen deler sig (obs det er i princippet ikke musklen, der deler sig, men som beskrevet det bindevæv, som ligger imellem de lige mavemuskler, der giver sig). Det betyder, at det nu ikke længere er dine mavemuskler som støtter dine organerne, men bindevævet. Jo tyndere bindevævet bliver, jo større bliver adskillelsen af mavemusklerne, og jo mere alvorlig bliver tilstanden.

Jeg var ikke i tvivl – så snart jeg belastede mine mavemuskler kom den velkendte toblerone-mave/trekantsmave fx når jeg rejste mig fra liggende til siddende stilling. Herunder ser du et billede af, hvordan min mave ser ud i afslappet, og så snart jeg forsøger at rejse mig fra liggende til siddende (hvilket jeg normalt undgår).

0B121BA4-5A05-4559-B803-887CE475D840

Øverste er i afslappet. Nederste er på vej til at rejse sig

076870C8-FA3D-4FA7-9DE6-172CDFA1F556

Øverste er i afslappet. Nederste er på vej til at rejse sig

Maven og Mig har en rigtig fin guideline til, hvordan du selv tjekker for en evt. rectus diastase – både under graviditet og hvis du ikke er gravid. Du kan finde deres guideline her.
Er du fortsat i tvivl om, hvordan du skal tjekke det eller generelt forholde dig, så vil jeg anbefale dig at tage kontakt til en, som kan hjælpe dig. Skriv evt. til mig, og så skal jeg gerne hjælpe dig med at finde en behandler i nærheden af dig, så du kan få taget hånd om problemet.

Hvilke gener kan det medføre?

Nogle opdager først, at de har en rectus diastase, når de får gener af den. Der forekommer en del gener, som kan relateres til en rectus diastase som fx:

  • Lændesmerter
  • Ustabilt bækken
  • Fordøjelses- og tarmbesvær
  • Udbulende mave
  • Stress inkontinens
  • Forskellige former for brok – ofte navlebrok ifbm. rectus diastase

Mange af ovenstående gener vil have indflydelse på hinanden.

Hvad er anbefalingerne?

Mange kvinder får hos lægen at vide, at de bare skal lære at leve med deres delte mavemuskler efter en graviditet, og at det eneste andet alternativ er en operation. Dette anbefales ofte også uden der overhovedet er afprøvet evt. træning, hvilket er langt imod mine overbevisninger. Jeg vil til en hver tid altid anbefale at prøve med korrekt træning inden en evt. operation, som i nogle tilfælde kan være nødvendig. Hvis der er prøvet med korrekt træning med fokus på at optimere muskelsammenspil og kropspositionering først, vil en operation evt. kunne undlades, viser den sig fortsat at være nødvendig (i sjældne tilfælde), så vil du uanset have et langt bedre udgangspunkt post-operativt.

Start med træning

Rectus diastase kan i langt de fleste tilfælde trænes. Jeg vil i et senere blogindlæg komme ind på, hvilke øvelser og tiltag jeg laver under graviditeten samt efter fødslen for at give min rectus diastase de bedst mulige forudsætninger for at hele.

Kilder:

Udgivet i Bækkengener, Graviditet, Rectus diastase | Skriv en kommentar

At gå over tid

Jeg er med i to forskellige terminsgrupper på facebook for dem med termin i august 2016, og eftersom vi er ved at være ved slutningen af august så er mange efterhånden utroligt utålmodige over, at bebsen ikke er kommet endnu. Nogle var allerede super utålmodige ved uge 37+0, fordi det ligesom er at føde indenfor termin fra uge 37+0 til 42+0, det er bare som om mange glemmer den sidste del….altså til 42+0 😉
Der er blevet snakket hindeløsning, diverse former for igangsættelser med mere. Meget vel – man kan have hver sin årsag til at man ønsker at baby kommer så tidligt som muligt (indenfor termin that is), men jeg tænker bare… Altså datoen for termin – dermed 40+0 er jo retningsgivende. Kun ca 6% af alle føder på den dag, og om man føder før eller efter den dag er der ikke ret mange der kan sige noget om. Derfor har jeg faktisk haft utroligt svært ved at forstå den her utålmodighed, som nærmest meldte sig så snart man var 37+0.

Jeg er selv gået over termin, og går selvfølgelig og glæder mig super meget til at møde det lille menneske, som vi sammen har skabt. Jeg er omend utroligt glad for at være gået til 40+0, fordi det ligesom er her bebsen skulle være helt færdigbagt – vel vidende, at mange babyer klarer sig rigtig rigtig fint, hvis de er født før! Der var nu alligevel et eller andet tilfredsstillende i at runde den dato, selvom bebs så ikke valgte at kigge frem 🙂

Nå det eneste jeg ville med opslaget var vel, at selvom jeg også begynder at være små utålmodig, så forsøger jeg fortsat at nyde de sidste dage med bebs i maven, Henrik og jeg forsøger at nyde aftenerne sammen, hvor vi har tid til bare at være os og ikke mindst så forsøger jeg at få noget ud af dagene, men samtidig spare lidt på energien, hvis nu en fødslen skulle gå i gang lige pludseligt 😉 Eneste håb herfra er at det ikke bliver nødvendigt med en igangsættelse, og at bebs kommer inden 42+0, så hjemmefødslen fortsat er en mulighed – og der er heldigvis tid endnu.

IMG_4058 IMG_4084 IMG_4093 IMG_4099

 

Udgivet i Graviditet | Skriv en kommentar

Højgravid og træning hjemme

Bækkenet driller fortsat og generne er efterhånden kommet til lyske og skamben også, og sidder ikke længere blot omkring korsben, lænd og hofter. Det betyder ikke, at træningen helt er sløjfet. Det betyder blot at der er ændret væsentligt i træningen.

Det varierer meget, hvad kroppen vil være med til. De store gåture, tunge løft med mere er dog efterhånden helt udelukket og har været det længe. Det betyder også, at træningen pt klares hjemme på stuegulvet med måtte, bold, elastik og håndvægte – lidt er bedre end ingenting, og i det store hele drejer det sig jo blot om at få bevæget kroppen igennem. Det er langt hen af vejen det der gør godt og gør glad 🙂

IMG_4101

Det er lidt forskelligt, hvad træningen består af, men generelt består det af aktivering af baller, lænd, core, skuldre samt at få mobiliseret bækken og ryg.

I dag bestod træningen fx af:

  • balance øvelser på bold
  • sidebøjninger siddende på bold
  • dødløft med kettlebell
  • bækkenløft med ryggen på bold
  • mobilisering af bækken
  • mobilisering af brystryg

Jeg laver 10-15 gentagelser af hver øvelse, og udfører gerne 2 øvelser skiftevis, hvor jeg så gentager dem 2-4 gange alt efter, hvordan det føles.

Det er dejligt at få bevæget kroppen lidt igennem, men jeg glæder mig nu til igen at få lidt flere skridt ind på kontoen 🙂

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Det der amning…

Jeg har ingen erfaringer med amning – what so ever. Jeg har læst langt mere om selve graviditeten, fosterets udvikling og fødslen end jeg har om amning. Det ændrer dog ikke på, at det faktisk anbefales, at du forbereder dig lige så godt på amningen som til selve graviditeten og fødslen. Så da det hele ligesom var ved at være oppe over, og baby kunne poppe når som helst, så måtte jeg jo hellere forsøge at kigge lidt nærmere på det også, og hvad ville være mere belejligt end at spørge en jordemoder og min svigerinde med 2 børn til råds 🙂

Pernille har været så sød at skrive et indlæg til bloggen omkring amning – som du kan læse her:

Det der amning:

Inden jeg starter, kan det måske være relevant at vide lidt om, hvem jeg er. Mit navn er Pernille, jeg er uddannet jordemoder og er ansat på fødegangen på Aalborg Universitetshospital. Derudover er jeg mor til 2 – Sofia på snart 3 år og Magne på knap 11 måneder. Da jeg ventede Sofia var jeg lige knap færdig med min uddannelse som jordemoder. Jeg manglede sådan set kun at skrive min bacheloropgave, og følte derfor at jeg stort set allerede var færdig.

Den generelle holdning fra folk omkring mig var da også, at jeg om nogen måtte vide helt præcist hvad jeg gik ind til, nu hvor jeg snart skulle blive mor for 1. gang. Langt hen af vejen var jeg enig. Der var ikke meget i graviditeten der kom bag på mig, for jeg havde læst om alle tænkelige scenarier i et hav af bøger, og efterhånden støttet en stor portion kvinder igennem deres graviditeter og fødsler. Fødslen var heller ikke hverken ukendt eller skræmmende, for også her vidste jeg egentlig godt, hvordan jeg bedst muligt kunne forberede mig på, hvad der ventede forude. Dagen kom, Sofia blev født, og jeg vidste udemærket godt, at det bedste for hende nu ville være at komme til brystet.

Jeg var før blevet spurgt om det var mit ønske at amme, og min eneste tanke havde været: ”Selvfølgelig!”. Jeg havde ikke på noget tidspunkt overvejet at dette ikke var en mulighed, og havde vitterligt ikke forestillet mig at det skulle gå hen og blive et problem. Men det gjorde det.
Efter gentagne episoder med revner, sår, brystbetændelse, svampeinfektion, et klippet tungebånd, suttebrikker, og mange mange flere ting, flød bægeret over. Sofia var 5 uger gammel da jeg stoppede med at amme, og måske omkring 6 måneder gammel da jeg stoppede med at græde over det.
Derfor ved jeg, om nogen, at amning ikke altid er en dans på roser! Det er ikke altid noget der bare fungerer på trods af, at det jo i virkeligheden er noget af det mest naturlige, der findes her i verden. Alle mødre og børn er forskellige, og derfor vil der sommetider opstå situationer, hvor vi ganske simpelt har brug for hjælp. For mig var det et stort tab, at miste amningen, og jeg følte uden tvivl at jeg havde fejlet. Men mere om den tanke senere!

Først er det måske vigtigt at nævne, hvorfor amning for nogen er af stor betydning – og hvorfor det kan gøre ondt når det ikke lykkes. Modermælk er uden tvivl den sundeste ernæring for det nyfødte barn, og hvor meget man end forsøger på at få modermælkserstatning til at ligne, så er det endnu ikke lykkedes producenterne. Derfor anbefaler sundhedsstyrelsen at man ammer fuldt (dvs. barnet ernæres udelukkende af modermælk) til barnet er omkring 6 måneder, og herefter ammer delvist til barnet er 12 måneder eller ældre.

Amning har en lang række helbredsmæssige fordele for barnet, f.eks.:

  • Det nedsætter risikoen for infektionssygdomme
  • Det nedsætter risikoen for at udvikle allergi
  • Det nedsætter risikoen for cøliaki og inflammatoriske tarmsygdomme
  • Det nedsætter risikoen for type 1-diabetes og muligvis nogle former for børnecancer
  • Det medfører en bedre synsfunktion i ammeperioden
  • Det medfører en lidt lavere tilvækst i første leveår, men muligvis en øget sluthøjde
  • Det medfører muligvis en bedre kognitiv udvikling
  • Det medfører muligvis en nedsat risiko for pludselig uventet spædbarnsdød (også kendt som vuggedød)
  • Det nedsætter muligvis risikoen for fedme i barndommen
  • Det er associeret med et lidt lavere blodtryk, en mere gunstig lipidprofil og en nedsat risiko for type 2-diabetes senere i livet

Derudover har amning også en række helbredsmæssige fordele for den ammende, såsom bl.a. at nedsætte risikoen for brystkræft (og muligvis også kræft i æggestokkene), og muligvis også nedsætte risikoen for type 2-diabetes. (Alt dette er taget fra sundhedsstyrelsens håndbog om amning, og har man lyst til at læse mere om de sundhedsmæssige fordele, kan bogen findes og læses af alle online.)

I de uger jeg ammede Sofia, var jeg i mig selv ét stort råb om hjælp. Jeg havde meget svært ved at forstå, hvorfor tingene ikke ville lykkes for mig. Hvorfor gjorde det så ondt? Hvorfor fik jeg brystbetændelse igen og igen? Hvorfor ville hun spise så ofte? Mættede min mælk mon bare ikke nok? Hvorfor fik jeg allerede på 2. dagen sår og revner? Jeg havde så uendeligt mange spørgsmål, men følte ikke jeg havde nogen at stille dem til!
Så når en nybagt mor føler hun fejler – på trods af, at hun i virkeligheden gør alt i hendes magt for at få det til at fungere – måske det så i virkeligheden er vores system der fejler?

Det danske sundhedssystem i dag, tilbyder – efter min mening – alt for lidt amme-hjælp til de nybagte mødre. Bevares, alle får tilknyttet en sundhedsplejerske som de kan ringe til, men det er bare ikke altid de står til rådighed på de tidspunkter, hvor man har mest brug for hjælp. For eksempel havde min sundhedsplejerske telefontid på hverdage fra kl 8-9, og ikke ellers. Desuden er det ikke alle sundhedsplejersker, der er uddannede ammerådgivere, og der vil være situationer, hvor deres viden kommer til kort. Flere studier tyder på, at kvinder med stor viden om amning ammer længere, og at kvinder der oplever amningen som sværere end forventet, ammer i kortere tid – så noget af det, der har kæmpe betydning for at få et ammeforløb op at køre, er VIDEN. Derfor håber jeg, at jeg kan hjælpe nogen af jer der læser med her, med at få aflivet nogle af de myter der florerer i samfundet omkring amning, så jeres viden omkring amning også kan blive endnu større 🙂

14031107_10153663773586123_97803921_n

  1. Barnet skal kun ammes hver 3.-4. time

Det er simpelthen ikke rigtigt – kort sagt. Det er et levn fra gammel tid, hvor ro, renlighed og regelmæssighed var hver mands mantra, og folk mente, at spædbørn hurtigt måtte tilpasse sig familiens rutiner. Børn er forskellige, og har derfor brug for at blive ammet på forskellige tidspunkter. De første mange måneder er der som regel ikke meget rytme i det. Nogle gange går der 3 timer imellem to amninger, andre gange går der måske 40 minutter. Man må prøve sig frem, lære sit barn at kende og gøre sit bedste 🙂

  1. Mit barn vil spise hele tiden, så jeg har ikke nok mælk!

Endnu en myte som det kunne være rigtig godt at få aflivet! Mange børn vil gerne ammes ofte i de første måneder, da det ganske enkelt er det der falder dem mest naturligt. Deres mavesæk er meget lille, og modermælk er ret let fordøjeligt, så det er ikke unormalt, at de kort tid efter et måltid kan være sultne igen. Derudover er det vigtigt at huske på, at amning ikke kun er et udtryk for sult. Babyer søger brystet når de er sultne, trætte, overstimulerede, i hyggehumør, osv. Derfor vil de sommetider søge brystet oftere end andre gange, hvis de fx er ved at tage et stort udviklingsspring. Det har ikke noget at gøre med, om man ikke har mælk nok. Hvis barnet tager på og vokser, så har man den mælk der skal til 🙂

  1. Mit barn tager ikke på, så der er ikke nok næring i min mælk.

Man kan faktisk ikke rigtigt tale om, at der er nogen kvinder der danner modermælk med for lidt næring i. Selvfølgelig ses det sommetider, at man har et barn der ikke tager på af amning, men så er det ofte af andre grunde. Hvis barnet ikke tager nok på, skyldes det i de fleste tilfælde, at man ammer for sjældent. Hvis barnet bruger sut, kan sutten sommetider komme til at erstatte et måltid, og man kan på den måde komme til at amme for lidt. I andre tilfælde kan det handle om, at man simpelthen har en overproduktion, og at barnet derfor får for meget af den tynde mælk og for lidt af den tykke mælk. Hvis man har et barn der ikke tager nok på, så er det en rigtig god idé at kontakte en ammerådgiver, og i fællesskab finde frem til årsagen, i stedet for med det samme at ty til sutteflasken – hvis man altså ønsker at amme 🙂

14009837_10153663773626123_542601737_n

  1. Jeg tilbød mit barn en sutteflaske, og han/hun spiste det hele! Så må han/hun jo være mere sulten.

Størstedelen af alle børn vil helt automatisk tage imod en sutteflaske, hvis de får den tilbudt. Det har ikke noget med sult at gøre, men er derimod ren refleks. Børn født til tiden bliver født med en ret veludviklet og effektiv sutterefleks, og hvis man putter en lillefinger ind i munden af dem vil de helt automatisk danne vakuum og sutte på den. Det samme sker med sutteflasken. Sutteflasken er derudover meget nem at få mælk ud af, så der skal ikke meget til før de har tømt den. Hvis man gerne vil amme kan det være en idé helt at undgå sutteflaske, eller i hvert fald bruge den med omtanke, da nogle børn fravælger brystet fremfor flasken – ganske enkelt fordi det ikke kræver den store indsats af få mælken ud af flasken 😉

  1. Hvis man får brystbetændelse, må man ikke amme mere.

Endnu engang – ikke sandt 😉 Hvis man får brystbetændelse, skyldes det at mælken har hobet sig op i brystet, er sevet ud i det omkringliggende væv fra mælkegangene og danner enten en inflammation eller en infektion i brystet (afhængigt af om det er med eller uden bakterier). Bottom line – der er simpelthen for meget mælk i brystet! Derfor er det faktisk den bedste kur at amme, og meget gerne i døgndrift! Jo mere man ammer, jo mere mælk kommer der ud, og jo hurtigere skulle man gerne komme sig over sin brystbetændelse. Bevares, det er mildest talt ikke rart, men det går over igen, og det er tilladt at tage lidt mildt smertestillende imens det står på. Det er ikke farligt for barnet at drikke mælken, selvom der er bakterier i og der faktisk sommetider også kommer pus med ud i mælken. I nogle tilfælde er det nødvendigt at behandle med antibiotika, og også her er det en god idé at fortsætte med at amme, alt det man overhovedet magter 🙂

  1. Min baby bruger mig som sut!

En sut er egentlig en forkortelse af ordet ”narresut”. Det har man kaldt den, fordi man i virkeligheden forsøger at narre barnet til at tro, at den sutter på brystet. Derfor kan man vel ikke rigtig sige at barnet bruger brystet som sut, men at barnet i virkeligheden bruger sutten som bryst 😉 Barnet bruger en anden sutteteknik når det sutter på sutten, end det gør når det sutter ved brystet. Man har tidligere troet, at barnet derfor ikke måtte få sut de første dage, da det kunne forvirre barnet og være medvirkende til at barnet ville sutte forkert på brystet. Dette er dog ikke tilfældet. Det er alligevel stadig en god idé at vente med at introducere sutten til amningen er veletableret, da (som det også står skrevet lidt længere oppe) man ellers kan komme til at springe amningen over et par gange, og det vil gå ud over barnets vægtøgning og mælkeproduktionen.

____

Det her var blot en lille del af alle de myter, der findes omkring amning, men jeg håber at denne nye viden trods alt for nogen kan gøre en forskel! Det gjorde det for mig. Efter mit mislykkede forsøg på at amme Sofia, tog jeg kampen op og gjorde alt, hvad jeg kunne for at forberede mig, inden jeg skulle føde for 2. gang. Jeg læste og læste og læste, og søgte hjælp hos en rigtig dygtig ammerådgiver – og selvom det bestemt heller ikke har været nemt denne gang (læs: har endnu engang være indlagt med brystbetændelse et par gange eller 3 😉 ), så lykkedes det at få amningen til at fungere. Jeg ammer stadig den dag i dag, og Magne bliver snart 11 måneder – og vi nyder det begge to!

Husk på, der findes så mange historier om lige præcis dette emne, da det ofte er noget der bliver fortalt af kvinderne fra generation til generation. Men det man troede var rigtig da min mormor eller sågar min egen mor blev mor for første gang, er ikke nødvendigvis rigtig i dag. Vi bliver hele tiden klogere og lærer hele tiden nye ting om kroppen og dens mange mysterier – og hvor er det bare fantastisk! Derfor kan det være en god idé at søge viden fra folk der ved noget om emnet, og passe på med at lytte for meget til alle husmoderrådene 😉

Lige til allersidst er det vigtigt for mig at pointere, at dette indlæg ikke skal forstås som et bank oveni hovedet af de mødre, der ikke har haft lyst til at amme, eller ikke har haft held med at få det til at fungere. Som jeg har nævnt tidligere, er vi alle sammen forskellige mennesker, og det er meget forskelligt, hvad der gør os lykkelige. Derfor er der ingen facitliste over, hvad der altid er det rigtige at gøre, og vi må alle mærke efter, hvad der føles rigtigt for lige præcis os selv og for vores familie. Amning er ikke for enhver pris, og det skulle helst være en hyggelig stund imellem mor og barn. I sidste ende er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi alle vil gøre, hvad vi mener er bedst for vores barn, og med kys, kram og kærlighed kommer man langt 🙂

pernille

/Pernille

Udgivet i Amning, Baby, Sundhed | Skriv en kommentar

Lækre gulerodsbrud

I går delte jeg opskriften på chokoladebrud. I samme omgang blev der lavet gulerodsbrud –  som sagt bruger jeg egenligt blot en grundopskrift, og bruger samme dej og fremgangsmåde til både gulerodsbrud, chokoladebrud og den kan også bruges med frugt som fx revne æbler og nødder.

Opskriften er stærkt inspireret af Amo’s opskrift i Den store Bagebog 3 på gulerodsbrud – og her får du opskriften til gulerodsbrud. De er super gode og luftige, både direkte fra ovnen, efter et par dage i posen og tilmed efter en tur i fryseren. Jeg er fan – og synes de gør sig godt som supplement til madpakken 🙂

Til ca 12 stk. skal du bruge:

  • 750-1000 g hvedemel
  • 3-4 dl havregryn
  • 50 g gær
  • 5,5 dl lunkent vand
  • 75 g sukker
  • 15 g salt
  • 1 dl olie
  • 2 æg
  • 150 g solsikkekerner
  • 4-6 revne gulerødder

Fremgangsmåde:

  1. Opløs gæren i lunkent vand
  2. Tilsæt havregryn, sukker, salt, og olie og rør sammen.
  3. Tilsæt hvedemelet lidt af gangen, og ælt det hele godt igennem til dejen er lind.
  4. Lad dejen hæve på bordet med et klæde over i ca. 1 time.
    Resten bliver lidt noget gratværk – men det er rigtigt nok 😉
  5. Lav en fordybning i midten, og slå de 2 æg ud i fordybningen. Kom solsikkerkerner og revne gulerødder ned til æggene. Fold dejen sammen til en stor bolle.
  6. Brug en stor kniv til at hakke dejen i småstykker med. Saml hele tiden æg, solsikkekerner og gulerødder op og ind i dejen. Dejen skal være ujævn.
  7. Når dejen er hakket helt i småstykker, og du og bordet er grattet godt ind, så deles dejen i 12 lige store brud, som forsigtigt løftes over på en bageplade med bagepapir.
  8. Lad gulerodsbruddene hæve i en time.
  9. Bages ca. 13-15 min. i en forvarmet ovn på 200 grader (varmluft).


IMG_4021IMG_4024Velbekomme 🙂

Udgivet i Bagværk, Kost, Lækkerier | Skriv en kommentar

Lækre chokoladebrud

Den anden anden blev der bagt lidt herhjemme og der blev lavet chokoladebrud – egenligt bruger jeg blot en grundopskrift, og bruger samme dej og fremgangsmåde til både gulerodsbrud, chokoladebrud og den kan også bruges med frugt som fx revne æbler og nødder.

Opskriften er stærkt inspireret af Amo’s opskrift i Den store Bagebog 3 på gulerodsbrud – og her får du opskriften til chokoladebrud. De er super gode og luftige, både direkte fra ovnen, efter et par dage i posen og tilmed efter en tur i fryseren. Jeg er fan – og synes de er lækre til den søde tand 😉

Til ca 12 stk. skal du bruge:

  • 750-1000 g hvedemel
  • 3-4 dl havregryn
  • 50 g gær
  • 5,5 dl lunkent vand
  • 75 g sukker
  • 15 g salt
  • 1 dl olie
  • 2 æg
  • 300 g mørk chokolade

IMG_4025

Fremgangsmåde:

  1. Opløs gæren i lunkent vand
  2. Tilsæt havregryn, sukker, salt, og olie og rør sammen.
  3. Tilsæt hvedemelet lidt af gangen, og ælt det hele godt igennem til dejen er lind.
  4. Lad dejen hæve på bordet med et klæde over i ca. 1 time.
    Resten bliver lidt noget gratværk – men det er rigtigt nok 😉
  5. Lav en fordybning i midten, og slå de 2 æg ud i fordybningen. Kom chokoladestykkerne ned til æggene. Fold dejen sammen til en stor bolle.
  6. Brug en stor kniv til at hakke dejen i småstykker med. Saml hele tiden æg og chokoladestykker op og ind i dejen. Dejen skal være ujævn.
  7. Når dejen er hakket helt i småstykker, og du og bordet er grattet godt ind, så deles dejen i 12 lige store brud, som forsigtigt løftes over på en bageplade med bagepapir.
  8. Lad gulerodsbruddene hæve i en time.
  9. Bages ca. 13-15 min. i en forvarmet ovn på 200 grader (varmluft).

IMG_4022

IMG_4023

IMG_4026

Velbekomme 🙂

Udgivet i Bagværk, Kost, Lækkerier | Skriv en kommentar

Overvejer et Garmin Vivoactive HR

Jeg har i lang tid brugt mit Soleus Go som aktivitets tracker, og jeg har været utroligt glad for uret. Nu kunne jeg dog godt tænke mig et ur, som kan lidt mere – og jeg tænker at med baby ude af kroppen, så skulle jeg gerne kunne begynde at bevæge mig lidt mere igen stille og roligt. Derfor tænker jeg, at et ur som Garmin Vivoactive HR måske lige er uret. Det får gode anmeldelser, og jeg synes det virker til at kunne en masse uden at blive alt for specifikt.
Jeg synes, at en aktivitetstracker er med til at motivere til at få bevæget sig. Jeg har været utroligt glad for skridttælleren på mit Soleus Go, da det faktisk betyder, at jeg får gået mere. Kan jeg se, at jeg har været mere stillesiddende end normalt, så får jeg ofte puttet lidt ekstra skridt ind uden problemer sidst på dagen – og det gør mig godt og glad 🙂

De ting jeg reelt gerne vil have er GPS, skridttæller, HR samt mulighed for tidtagning på gå- og løbeture og dernæst er det fedt, hvis det også kan bruges til cykelture, roning og styrketræning.

Desuden kan uret kobles op til en app på telefonen, så det giver et nemt overblik over det hele.

Jeg har kigget en del på lidt forskellige ure, og ift. design og kunnen, så er det fortsat det ur, jeg finder mest interessant.

Review på youtube her

Garmin1 Garmin2

Er der nogle der har erfaringer med uret?
Eller andre som de kan anbefale, som kan det samme?

Udgivet i Gadgets, Sundhed, Træning | Skriv en kommentar

At føde i vand

Vi har siden vi besluttede os for en hjemmefødsel gjort os en del tanker omkring, hvor, hvordan og hvorledes det hele mon kunne foregå her hjemme. En af tankerne som har fyldt en del for mig er fødsel i vand. Når fødslen foregår hjemme sætter det sine begrænsninger ift. smertestillende, og måske kan vandet hjælpe mig her i den sidste del af åbningsfasen, som efter sigende skulle trække tænder ud.

Nogle fortæller at vandet har gjort underværker for dem, og andre fortæller, at de overhovedet ikke kunne magte at være i vandet, så det bliver spændende, hvad kroppen siger, når først det står på.
Ikke desto mindre, så har jeg lejet et fødekar fra La Bassine, og det fik vi afprøvet i denne uge. Det er meget rart at vide, hvor lang tid det tager at puste det op og fylde det, om der er varmt vand nok i hanen, er der plads, der hvor vi havde forestillet os det skulle stå osv.

IMG_3967

IMG_3968

IMG_3971

IMG_3972

Sådan helt generelt kan man føde i vand ved en ukompliceret graviditet med fødsel mellem uge 37+0 til 42+0 – hvilket jo også er nogle af de kriterier, som gør sig gældende for en hjemmefødsel.

Fødslen i vand er egenligt tænkt mest som smertelindring til mig selv undervejs, og dernæst kan jeg da også godt lide tanken om, at det ser ud som børn nyder at blive født under vand. Nogle beskriver det som om, at man næsten forestille sig badekarret som en slags ”penthouse-livmoder”, hvor børnene lige kan strække benene, inden de bliver konfronteret med den nye verden udenfor livmoderen.
Normalt tager barnet sit første åndedrag, når det kommer ud i luften. Når barnet fødes under vand virker den såkaldte ”dykkerrefleks” og der er derfor god tid til at få barnet ”oven vande” efter fødslen. Indtil da får barnet ilt på samme måde som inde i livmoderen – altså gennem navlestrengen. Derfor kan en del børn født i vand godt være lidt længere tid om at blive lyserøde efter fødslen, end børn født på land.

Vandeti fødekarret bør have en temperatur på mellem 35 og 37 grader – altså omkring legemstemperatur. Inden du kommer ned i vandet, får du oftest et lavement. Vandet omslutter din mave og dit underliv, og når barnet fødes, sker det altså under vand. En af de største fordele ved vandfødsel er det varme vands afslappende virkning.
Du er mobil når du er i vandet pga. den oppebærende effekt og kan hurtigere ændre stilling, hvilket altid er gunstigt for dit barns nedtrængning gennem bækkenet. Måske medvirker det varme vand tilmed til en øget blodcirkulation i dit mellemkød, som derved opnår øget elasticitet, hvilket er positivt ift. risikoen for bristninger. De fleste fødesteder vil helst have dig op af badekarret og føde moderkagen på fødelejet.

Læge Vibeke Manniche skriver i sin bog “Alt om barnet”, at: “Mange kvinder bruger fødekarret til at opnå smertelindring under specielt sidste halvdel af udvidningsfasen. Vesmerterne mindskes, og fødslen fremskyndes lidt, fordi livmoderhalsen hurtigere udvides og udslettes. Fødekarret har en speciel god virkning, efter at livmodermunden har udvidet sig de første fem centimeter, Inden da kan den øgede afslapning få fødslen til at gå lidt i stå.

Så nu er fødekarret afprøvet, og der er købt en liner til at ligge indeni til selve fødslen. Så må vi se om det kommer i brug, og om det er lige så behageligt som det lyder 🙂

Udgivet i Fødsel, Graviditet | Skriv en kommentar