Gravid med tvillinger

Bloggen har siden jeg startede den op igen taget en drejning, hvor graviditet (og senere hen nok også børn) kommer til at fylde på den ene eller den anden måde i samspillet med træning, sundhed, kost og motivation, så tænkte jeg, at det ville være relevant at få et par gæsteindlæg ind. Jeg har tidligere skrevet, at jeg, da jeg selv blev gravid, søgte en del på nettet omkring alt mellem himmel og jord som omhandlede graviditet og fødsel. Det gjorde jeg fordi, jeg kort sagt aldrig har prøvet noget lignende! Alt hvad der skete med min krop føltes anderledes og fremmed. Min krop føltes ikke rigtigt som min mere – eller i hvert fald ikke som jeg kendte den. Gad vide om jeg var den eneste i verden med den/de her fornemmelser, tanker og ikke mindst oplevelser. For sådan kan det ind imellem føles!
Indlæggende bliver derfor af meget blandet karakter, omend de alle kommer til at omhandle børn, graviditet, følelsen som mor, hvad med min krop – og mit forhold til den med mere. Jeg håber, at det er noget I har lyst til at læse med om:)

Første indlæg i rækken er fra Kristina, som jeg har kendt siden gymnasietiden. Hun er en af de veninder, som har hængt ved. Da vi begge læste i Aalborg delte vi lejlighed, vi gik i byen sammen, vi har fulgt hinanden og den udvikling vi hver især har været igennem. Kristina venter nu sit 2. og 3. (ja du læste rigtigt) barn, og har sagt ja til at skrive lidt omkring hele sin oplevelse heraf. Derfor overlader jeg nu ordet til Kristina 🙂

Kort om mig selv:
Jeg hedder Kristina og er 30 år gammel. Jeg bor i Aalborg sammen med min kæreste Flemming og vores datter Vida på 3,5 år. Både Flemming og jeg er uddannet pædagoger og jeg arbejder til hverdag med børn og unge i en Fritids og Ungdomsklub i Aalborg.
Vores lille familie venter tvillinger med ankomst senest d.28/7 og vi er efterhånden ret spændte alle tre.

Der var to stk.:
Jeg opdager ret hurtigt, at vi er gravide og jeg er ikke ret mange uger henne, før det begynder at kan ses på min krop. En veninde fra min mødregruppe med Vida henleder mine tanker på, at der sikkert er to, da jeg testede positivt så tidligt. Hun mente, at skulle det kunne lade sig gøre, måtte hcg niveauet være ret højt. Samtidig bliver jeg totalt overvældet af kvalme og lever i de efterfølgende uger kun af appelsiner, gulerødder og vand.

Jeg begynder og spøge med her hjemme, at der helt sikkert må være to stk inde i maven, eftersom, at det vises så hurtigt fysisk. Flemming er ikke synderligt begejstret for tanken om 2, da vi bare lige skulle have en enkelt mere og så var det slut. Han griner dog lidt anstrengt med, når jeg nævner muligheden for to, men slår det som oftest af vejen ret hurtigt. Jeg selv, havde det næsten modsat Flemming og har før nævnt, at jeg synes, der var noget helt særligt over at få tvillinger.

Graviditeten bliver bekræftet hos min læge i uge 8 og jeg får startet vandrejournal. Efterfølgende får vi dato til nakkefoldsskanningen. Da vi kommer tættere på nakkefoldsskanningen har Flemming pga. arbejde desværre ikke mulighed for at tage med – i stedet er min lillesøster Charlotte med.

Jeg kan stadig huske hvor spændt jeg var på selve dagen – i knap 3 mdr. havde jeg haft på fornemmelsen, at der var 2 og nu skulle det endelig be/afkræftes. Om morgenen kører jeg Flemming på arbejde og det sidste han siger inden han stiger ud er: ”Nu har det bare af ikke og være tvillinger”!!!!…. – dog smiler han skævt…

Charlotte og jeg bliver placeret i venteværelset på Aalborg Sygehus Nord og bliver hurtigt kaldt ind. Der er 2 sonografer på stuen, da den ene er i lære. Jeg kommer op på briksen og får gel på maven. Idet sonografen sætter skanningsdimsen på, ser jeg selv 2 små hoveder på skærmen. Hun fjerner den hurtigt og kigger på sin kollega, de griner lidt og jeg får spurgt: “Øhh… Var der to der??” I mellemtiden sidder Charlotte ret forvirret og kigger på mig, på skærmen og på sonograferne og forstår ikke rigtig hvad der sker.

Sonograferne bekræfter, at der var 2 stk, og at de havde det på fornemmelsen, da de kunne se på min blodprøve fra lægen, at der var en ret god chance for der ville være 2. Både Charlotte og jeg stor tuder og griner vidst også begge ret krampagtigt – Charlotte råber ret højt: ”Det var jo det du sagde!” og giver mig en lammer.

Minutterne efterfølgende er en blanding af lykkefølelse, panik, usikkerhed og jeg gentager mange gange ”der er to, der er to”og tager mig til hovedet. Den garvede sonograf overtager derefter skanningen og finder hurtigt ud af, at det er dichoriske tvillinger – tveæggede, hvilket vil sige, at de har separate fosterhinder og hver deres moderkage. Det skulle eftersigende være den bedste forudsætning for tvillinger, da de ikke kan tage næring fra hinandens ”madpakke”.

Efter skanningen skal vi tale med en fødselslæge inden vi kan smutte hjem. Imens vi venter på fødselslægen sidder vi begge og stirre ud i luften. Vi snakker lidt om, hvordan jeg lige ”breaker” nyheden til Flemming. Til sidst ringer jeg bare til ham og der blev ret hurtigt ret stille, da jeg fortæller ham, at vi venter tvillinger. Han griner nervøst og siger ikke ret meget i røret.

Ugerne efter går med at absorbere nyheden og selvom jeg ikke var afvisende over for tanken om tvillinger er det enormt angstprovokerende!
Mine tanker flyver omkring mange ting: ”Kan JEG være mor til tvillinger?”, ”Hvordan er det at have tvillinger?” “Kan min krop overhovedet bære to børn samtidig?” “Hvad med Vida – vil hun opleve at blive tilsidesat”?
Især den sidste tanke fyldte rigtig meget hos mig og har gjort det under hele graviditeten. Vi talte ikke meget om det her hjemme den første uges tid – alt skulle lige lande hos os hver især.

3

Omverdenens reaktion på tvillinger:
Noget af det som har fyldt en hel del i denne graviditet er andres reaktion på, at vi venter tvillinger. Af en eller anden årsag er der åbenbart en forudindtaget holdning om, at tvillinger er ganske forfærdelige
Forestil jer lige, at være gravid uanset om det er med et eller to børn og når man så fortæller det, svarer folk tilbage: ”Hold da kæft, hvor er det godt det ikke er mig”, ”Stakkels jer”, ” Her skal man vist sige held og lykke i stedet for tillykke” og jeg kan nemt blive ved. Heldigvis kommer disse kommentarer ikke fra vores familie og venner, men fra folk i butikker og på gaden. Det er ikke nemt at være ligeglad, og vi blev i starten begge påvirket af det, for det gør altså ondt! Vi valgte ret hurtigt at se bort fra de kommentarer, da vi godt ved det bliver hårdt, men vi glæder os helt ustyrligt og den glæde skulle ingen tage fra os.

Graviditet:
Min graviditet med Vida var super nem og fuldstændig ukompliceret hele vejen. Jeg tog ca. 10 kg på og arbejdede indtil knap 1 mdr. før Vida blev født. Jeg brugte enormt lang tid på at Google og sidde og søbe uendeligt i diverse sider omkring babyer og graviditet. Det var en jungle som førstegangsmor og finde rundt i, hvad der nu var godt nok til vores lille vidunder. Ved et tilfælde blev jeg meldt ind i en terminsgruppe på Facebook, hvor min mødregruppe, som jeg stadig ser, også udsprang fra.

På mange måder er sådan en terminsgruppe, efter min mening, roden til meget ondt som førstegangsmor. Stort set hele graviditeten var jeg enormt usikker og brugte meget tid på, at være i tvivl om alt imellem himmel og jord. Rigtig mange i terminsgruppen havde fokus på hvor meget de tog på, det samme havde jeg desværre. Samtidig blev jeg påvirket af alle de andres usikkerhed og alle dem som i løbet af den første tid aborterede, blødte osv.

Denne gang er graviditeten langt fra lige så nem fysisk. Som nævnt tidligere kunne det ret hurtigt ses på min krop, hvilket også betød at jeg hurtigt kunne mærke det på min krop. Først næsten 3 mdr med kvalme,træthed og madlede. Omkring uge 15 begyndte jeg at få rigtig mange smerter i min vagina, samt bækken og iskiasnerve. Jeg henvendte mig hos lægen og uden at blive tilset hverken det ene eller andet sted, fik jeg stukket en deltidssygemelding i hånden af en sygeplejeske med dommen: bækkenløsning. Det var et kæmpe nederlag for mig, da jeg ikke havde forventet sådan en graviditet!

Jeg søgte hjælp hos en kvinde som udførte kranio sakral terapi og det havde en ret god effekt på min iskiasnerve samt bækken og det viste sig ikke at være en bækkenløsning.

Efterfølgende opdagede jeg tilfældigvis en dag jeg var i bad, at grunden til de stærke smerter i vagina, skyldes åreknuder både indvendigt og udvendigt. Tvillingerne vejede simpelthen så meget, at der næsten var lukket for blodgennemstrømning når jeg var oprejst. Det blev værre og til sidst befandt jeg mig primært liggende.
I uge 17 blev jeg sygemeldt helt fra arbejdet. Jeg søgte information alle steder, men det var meget begrænset, hvad jeg kunne finde vedr. åreknuder i vagina – jeg følte mig forkert, utilpas i min krop og mest af alt var jeg flov.

Det hjalp lidt på åreknuderne efter jeg blev sygemeldt på fuldtid, så jeg kunne ligge det meste af dagen, men det efterlod samtidig alt husligt arbejde samt Vida til Flemming. Han har heldigvis været en kæmpe hjælp og støtte sammen med resten af vores familie.

Så fra uge 17 til og med uge 30 kunne jeg max være oprejst i 20 min ad gangen og dernæst som minimum 60 min på langs og det var ærlig talt ret deprimerende. Sidst i uge 31 fra den ene dag til den anden, begyndte smerterne at forsvinde. Jeg aner ikke, hvad der er sket, men kan kun konkluderer, at åreknuderne langsomt forsvandt og nu i uge 35 er de stort set væk. DET har været en kæmpe lettelse og jeg føler mig langt bedre tilpas. Endelig kan jeg deltage i det huslige/praktiske samt have overskud både til Flemming og Vida.

1

Den helt store forskel på denne graviditet og på min første graviditet har været den psykiske del af graviditeten. Til trods for langt mere fysisk besvær og smerter, så har jeg langt større tiltro til min krop. Jeg er vildt stolt over, at min krop kan bære tvillinger og indtil videre har gjort det i 36 uger. Den usikkerhed jeg oplevede første gang, og som jeg oplever hos mange førstegangmødre i min nuværende terminsgruppe på Facebook, er væk. Denne gang er det helt naturligt for mig ikke at koncentrere mig om min vægt, da det ikke er til nogen verdens nytte. Har oplevet i terminsgrupperne, at mange ligger vægt på at holde kiloerne på et minimum og det gør mig så trist, at de ikke ved, hvad de ekstra kilo er til for. Og NEJ selvfølgelig skal man ikke lade stå til og ja, jeg tænker da over hvad jeg spiser, men jeg har dæleme også spist meget chokolade denne gang… og is… 😉
(Du kan læse indlægget omkring vægt og graviditet her på bloggen)

Vi kvinder har tilbøjelighed til at være hinandens værste fjende og jeg følte mig hurtigt presset i min første graviditet, til at tage så lidt på som muligt, købe de rigtige ting og ikke mindst gøre som alle andre.

Det er enormt befriende denne gang ikke at være bundet af de samme tøjler, men blot stole på mig selv og min intuition.

2

Søde Kris – Tusind tak fordi du ville dele dine tanker med mig – og alle læserne her bloggen! Det at læse andres ord og tanker kan være noget så befriende, og nu har du været med til at sætte ord på noget, som dermed kan være en befrielse for andre.”

/Rikke

Dette indlæg blev udgivet i Graviditet. Bogmærk permalinket.

2 svar til Gravid med tvillinger

  1. Kamilla skriver:

    Sikke et vidunderligt indlæg Kris! ??

    Det er så skønt at du har fået gang i bloggen igen Rikke – jeg nyder at følge med herinde! ?

    • rikkebundgaard skriver:

      Ja det er nemlig et skønt indlæg fra hende 🙂
      Tak – dejligt, at du nyder at følge med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *