Kan jeg så føde hjemme?

Jeg er på nuværende tidspunkt indenfor, hvad der kaldes at føde til termin, hvilket er super skønt. Den lille kan melde sin ankomst, så snart han er klar, og så er det helt okay.

Tidligere skrev jeg omkring, at vi havde taget valget omkring en hjemmefødsel (læs her). I samme indlæg nævnte jeg også, at der var flere ting, som skulle være helt i orden – fx skulle han stå med hovedet nedad, ikke være for stor m.m.
Jordemoderen har netop været på hjemmebesøg i dag, hvor hun har haft den berømte “hvide spand” med. I hjemmefødselsordningen i Aalborg udleverer jordemødrene en hvid spand med lidt forskelligt udstyr til hjemmefødslen, når de kommer hjem til en, og alt er som det skal være. Dette er tidligst i uge 36+0. Jeg er lidt længere end det, men det hele skal jo gå op med jordemoderens ferie osv.

IMG_3973

Udover den hvide spand kommer jordemoderen på dagen selvfølgelig med en taske med forskelligt grej også. Spanden indeholder noget af det som alle helt generelt bruger i en eller anden grad ifbm. en fødsel, og gør, at jordemoderen på dagen skal medbringe mindre.

IMG_3974

Indholdet af den hvide spand: Bind og bleer, et afdækningsstykke i plast, affaldsposer, “nylonsunderbukser”, lavement, handsker og lidt blå stykker til afdækning.

Jeg og baby blev tjekket igennem, vi fik snakket ønsker til fødslen, hvor og hvordan vi havde forestillet os det skal foregå, samt hvad jordemoderen har brug for står til rådighed til hende (fx en lille lampe til hvis der skal syes, en skammel at sidde på ved fødekar og lignende). Det var en super hyggelig samtale, og generelt må jeg sige, at jeg kun har ros til de jordemødre jeg har været i kontakt med i Aalborg. Trods travlheden – som jeg ved der er, og at de løber så stærkt som de overhovedet kan. Så har jeg personligt intet mærket til det. De har haft tid til at snakke med mig/os, jeg er blevet tjekket ordenligt hver gang, og de har været søde til at svare på mine spørgsmål.

IMG_3966

Nu til det store spørgsmål – var alt så som det skulle være?
Vægtskønnet lød på 3300 g og symfyse-fundusmål på 36, så han følger sin kurve som han skal, og ligger indenfor normalen ift. en hjemmefødsel.
Baby vender fortsat med hovedet nedad, og står næsten fast. Jeg er også begyndt at kunne mærke at han er ved at komme godt ned i bækkenet, en fornemmelse jeg tænker de fleste gravide kan nikke genkendende til.
Derudover snakkede vi lidt omkring, hvordan vi forholder os med hundene. Om der skulle være andre tilstede end Henrik, jeg og jordemoderen og evt. en nyopstartet kollega. Samt hvilke ting hun ville anbefale os at have sådan at det kunne forløbe så gnidningsfrit som muligt fx. lidt forskelligt mad, varme håndklæder og varmt vand – ja ligesom i filmene – med varmt vand og varme håndklæder kommer man åbenbart langt 😉
Vi talte omkring, at jeg ønsker at føde i vand, hvis ellers jeg finder det rart, at sofaen bliver dækket af, hvis jeg ønsker at rykke derover og lignende.
Derudover kom vi omkring evt. komplikationer, hvilke tegn, der kan være til en evt. overflytning til sygehus

Ovenstående betød, at jordemoderen lod den fine “hvide spand” stå – YAI!!!
Så når fødslen går i gang, og bebs har tænkt sig at komme ud, så satser vi på, at han får lov at komme til verden herhjemme i stuen 🙂

IMG_3913

Dette indlæg blev udgivet i Fødsel, Graviditet. Bogmærk permalinket.

2 svar til Kan jeg så føde hjemme?

  1. Malene Danmark skriver:

    Fantastisk Rikke! Det er jeg glad for at læse ☺️

    • rikkebundgaard skriver:

      Det var også virkeligt dejligt endeligt at få et GO til det. Selvom alting tydede på at det nok skulle blive sådan, så kan man jo ikke være helt sikker før til sidst 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *