NEAT…Hvordan får jeg mere bevægelse ind i min hverdag?

Da jeg skrev dette indlæg om, at “Vi bestemmer selv om vi vil sætte det ene ben foran det andet…det er en beslutning”, snakkede jeg bl.a. om at finde små bevægelser i hverdagen, som er med til at øge vores NEAT (non-exercise activity thermogenesis).

NEAT er måske forklaringen på, at nogle mennesker er slanke og andre overvægtige. Ude i den store verden tales der i øjeblikket en hel del om NEAT, som betegnelse for den energi, du forbruger – ikke når du sover, og ikke når du dyrker sport – men når du bare sådan bevæger dig lidt i dagligdagen.
Du bruger mere energi, når du står, end når du sidder – og mere, når du sidder, end når du ligger. NEAT har at gøre med småbevægelserne i dagligdagen: slentre til bussen, rejse sig op og strække sig, gå hen efter en kop kaffe, rejse sig fra lænestolen for at skifte kanal og lignende.
Om du står, sidder eller ligger, og i hvilket omfang du udfører disse småbevægelser, er tilsyneladende helt afgørende for, om du er slank eller overvægtig, i hvert fald ifølge forskeren Jim Levine fra Mayoklinikken i USA.

Undersøgelser tyder på, at en persons NEAT-niveau fastlægges tidligt i livet. Hvilket måske betyder, at det aktivitetsniveau, som vi vender vores børn til, er helt afgørende for deres fremtidige sundhed. Det er da værd at skænke en tanke, at du er med til at bestemme, hvordan dit barns fremtidige NEAT kommer til at være…!?

Som min hverdag ser ud lige nu, så sidder jeg, ligesom størstedelen af mange andre danskere, ned foran en skærm nogle timer om dagen. Nogle dage bliver det til mange timer og andre dage knap så mange timer – uanset, så har jeg en regel for mig selv. Jeg skal op at stå hver gang, der er gået 60 min, som oftest rejser jeg mig faktisk omkring 45 min. for der trænger jeg til lige at få bevæget mig. Det er vidt forskelligt, hvad jeg laver: henter et glas vand, strækker mig, laver et par lunges på hvert ben, sætter mig i dyb squat et par gange…skal det være lidt mere udfordrende, så laver jeg forskellige variationer af planken, push ups eller kropshævninger.

Alt sammen en super nem måde, at få lidt mere NEAT på. Desuden en god måde at få rørt kroppen, så vi ikke bare sidder og hænger foran skærmen i flere timer i træk. Hvis du sidder på et større kontor, så er jeg godt klar over, at kropshævninger måske ikke lige er en mulighed. Det behøver slet ikke være så “kreativt”. Det kan være småting som fx gå en tur op og ned af trapperne (måske bare en enkelt etage eller to), rejse dig og gå en tur rundt om skrivebordet, hente et glas vand, stå op og snakke i telefon og lignende.

Herunder kan du se noget af det jeg gør for at øge mit NEAT og bare generelt få mere bevægelse ind i hverdagen 🙂

IMG_4381

Jeg bruger min foam roller, og får lige arbejdet en del af kroppen igennem. Næste pause tager jeg en anden kropsdel. Det behøver ikke tage mere end 2-5 min.

IMG_4556

Jeg går en rolig tur sammen med hunden (og manden) – igen lidt er bedre end ingenting. Og en tur på 10 min er altså ganske udemærket til at øge dit NEAT.

IMG_4546

HVis overskud og energi er til det, så er der masser af muligheder for at få puttet endnu mere bevægelse ind på gåturen. Her er det dips fra bænk.

IMG_4861

Jeg øver mig i mine poseringer….og ja det gør jeg, for jeg skal være god til dem, så der er ikke andet at gøre end at øve øve øve…og igen det øger NEAT 🙂

IMG_4898

Jeg kan finde på at lave forskellige variationer af planken. 30-60 sekunder i en variation af planken og bum – du har igen øget dit NEAT. Lur mig om ikke du kan hive 30 sek ud af de næste 45-60 min.

IMG_5115

Jeg har en lækker pull up bar i døren til kontoret, og jeg kan dermed lige snuppe 3-5 pull ups/chins, når jeg lige har brug for en pause. Med en lang dag på kontoret bliver det faktisk til en del på en dag 😉

På instagram delte jeg denne video med lidt flere eksempler på, hvordan jeg pauser mine timer foran skærmen:

http://instagram.com/p/oSolImpKzL/

Som jeg ser det er der ingen dårlige undskyldninger, men i stedet en masse gode muligheder 😉

/Rikke

Kilde:

  • “Hva’ nu hvis jeg hader sport?” af Bente K. Pedersen
  • Walk-up.dk
Dette indlæg blev udgivet i Livet, Motivation, Sundhed. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *