To streger, og hvad så?

Det er ikke så mange gange i livet det sker, og da det skete for os tilbage i december måned, så blev jeg alligevel sådan lidt paf. Utroligt glad – jovist – og så lidt paf! Hmm hvad så nu…?! Så skal der bare ske ALT muligt, nu skal vi til læge, til jordemoder, til fødselsforberedelse, scanninger og alt muligt andet.
Min læge havde ferie, da det faktisk var lige omkring juletid, så jeg kunne alligevel ikke komme i kontakt med lægen før efter nytår, så i første omgang slog vi koldt vand i blodet og nød den lille ekstra “julegave” vi havde fået os.

IMG_2211

Da jeg fik ringet til lægen efter nytår lød beskeden, at hvis jeg havde lavet en positiv test, og det var planlagt, så ville de ikke se mig før omkring uge 8-10, så den tid bookede de og så eller et “Tillykke”….og så stod man der i den anden ende af røret og tænkte “Uge 10…der er jo MEGA længe til!”. Og ærlig, så ved jeg ikke hvad jeg havde regnet med, at der skulle ske inden, men noget havde jeg da regnet med – bare noget 😉

Inden jeg blev gravid havde jeg et håb om, at jeg kunne fortsætte med at være rimeligt aktiv stort set indtil min fødsels. De første 6 uger gik også rigtig fint, efterfølgende blev jeg overmandet af en usandsynligt stor træthed, kvalme og hovedpine, som gjorde det det hed sove, arbejde, sove, aftensmad, sove…virkeligt fedt :p Dette varede så indtil omkring uge 14-16. Det betød et par måneder, hvor der ikke blev lavet den vilde aktivitet, træningen blev nedprioriteret til fordel for arbejde og bare at være lidt selskabelig med manden.

IMG_2469

Så begyndte jeg så småt at få gået lidt ture og starte op med styrketræning samt lidt let kredsløbstræning igen 1-3 gange om ugen. Sådan gik et par uger, hvorefter maven tog et kæmpe ryk med at vokse, og det synes mit bækken ikke lige var det fedeste i verden. Det resulterede i bækkengener fra lænd, korsben og haleben (heldigvis forskånet for lyske- og symfyse smerter).

Det betød at gåture og træning igen var skåret ned til et absolut minimum. Jeg gik lidt på deltid på job, og var hjemme at ligge ned et par timer midt på dagen inden jeg kunne fortsætte med at lave lidt småting. Dét havde jeg VIRKELIGT svært ved at arbejde med. 1. så var det på ingen måde den graviditet jeg havde forestillet mig. 2. jeg var jo vant til at bevæge mig – og så lige pludseligt ikke at kunne…åh gud så rastløs og irriteret jeg blev. 3. hvorfor kunne min krop ikke finde ud af det?! Jeg bevæger mig generelt ret meget på en uge, jeg træner både styrke og kondition – hvorfor fanden kunne min krop nu ikke holde til at gå en tur på bare 2 km?! (selve teoretiske forklaring er jeg helt med på, det her handler blot om selve frustationen).

IMG_2639

Der var jo ikke så meget andet at gøre end at affinde sig med, at det er så her kroppen er nu, og hvad kan jeg så gøre ved det 🙂 Det tog noget tid (flere uger) lige at arbejde med accepten heraf, og som en del i processen kom jeg frem til, at det der var vigtigt for mig, var at jeg holdte mig så meget i gang som muligt. Jo mere jeg kan bevæge mig – på den ene eller den anden måde – jo bedre må min krop være gearet til den forestående fødsel. Det var sådan rimeligt logisk for mig. Så jeg bestilte tid hos en fysioterapeut med speciale i bækken, underliv og graviditet, jeg tilmeldte mig en forløb med gravidpilates og så startede styrketræningen op igen på et langt lavere niveau, hvor jeg i selskab med min coach testede lidt forskelligt af. Derudover blev der forsøgt med mindre gåture – og min tanke var, at ALT talte med som bevægelse, og dermed ville give mig et bedre udgangspunkt ift. fødsel. Så små gåture på 1,5 km i meget lav hastighed, det at kunne sidde i squat ganske kortvarigt flere gange om dagen eller lignende – det hele talte med. Og ved du hvad – langsom gjorde bevægelsen mig mere glad igen, langsom lærte jeg at acceptere, hvad kroppen kan lige nu og langsomt blev det stille og roligt en lille smule bedre.

Nu er jeg i 3. trimester, der er (forhåbentligt) et stykke tid til fødslen endnu, og der arbejdes fortsat med at øge det daglige antal skridt, arbejde med at have styrke i benene til at kunne bevæge mig (så meget som jeg synes det er rart) under fødslen og ikke mindst øge styrken i kroppen sådan at den har det bedste udgangspunkt for en fødsel.

Noget af det vigtigste i denne proces indtil nu, har for mig været at lære at være i de forandringer, der sker i kroppen. Nyde de forandringer der sker. Og ikke mindst finde glæden i de ting, som jeg kan lige nu 🙂

Var du aktiv under dini graviditet?

IMG_9975

Dette indlæg blev udgivet i Bækkengener, Graviditet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *