Træner du stadig?

Ja det gør jeg – jeg trænede inden min graviditet, så jeg træner også under min graviditet i det omfang det er muligt. Som du nok har læst tidligere, (hvis du har læst med) så har jeg døjet lidt med bækkenet undervejs i graviditeten og gør det stadig. Det bærer træningen (og alle dagligdags aktiviteter) selvfølgelig præg af. Jeg forsøger dog, i det omfang det er muligt, at holde gang i træningen af flere årsager. For det første ved jeg, hvor vigtigt det er, at muskler og led har det bedst mulige udgangspunkt for bevægelse. Dernæst er det ved bækkengener fortsat vigtigt, at stimulere og aktivere musklerne sådan at de bliver ved med at støtte bækkenet bedst muligt trods ændrede forhold. Derudover så træner jeg, fordi det gør mig GLAD. Sådan oprigtigt glad. Det kan ikke blive til de lange gåture, pulsen kommer ikke super højt op, og træningen er skåret ned til 2-3 gange om ugen – men den træning jeg kan lave – den gør mig glad, og det gør mig godt!

IMG_2939

Hvad træner jeg så – jamen altså i styrketræningen som udgangspunkt det der kan lade sig gøre. Det kører pt. som et fullbody program med 4 øvelser, og både det nuværende og sidste program har kørt sådan. Øvelserne varierer ca. hver 4. uge, og indtil videre har Rasmus Thorø stået for træningen. Jeg kommer til at køre træningen fra Rasmus nogle uger endnu, hvorefter jeg fra fødslen og frem selv kommer til at styre det igen i en periode (når jeg vel at mærke er klar til at komme i gang stille og roligt igen).

Sådan helt kort, så lød sidste program på:

  • Dødløft fra lille blok (ellers er der ikke plads til maven)
  • Siddende skulderpres med håndvægte
  • Stepups på stepbænk
  • One arm Bend over Row

Det nuværende program lyder på:

  • Rumænsk dødløft
  • Siddende skulderpres med stang
  • Side step up
  • Siddende træk til hals

Jeg har de sidste par uger mødtes med Rasmus 2 gange om ugen, og ud fra hvordan min krop har haft det siden sidste træning og på dagen, har vi justeret i vægt og gentagelser, hvilket har fungeret rigtig fint. Faktisk har jeg formået at gå ned i gentagelser og op i kg uden at kroppen har brokket sig. Det hele er jo nyt for mig, og det er nok en meget sund rolle at være i også. Øvelser som tidligere var lette er nu svære pga. den ændrede kropsholdning og dermed også tyngdepunkt. Fx driller balancen noget mere end den gjorde tidligere, så step ups fx kræver en del mere af min koncentration omkring balancen end tidligere.
Det har også handlet meget om at lytte til kroppens signaler undervejs og efterfølgende – har det været for meget, for lidt eller lige tilpas? Hvordan har kroppen haft det resten af dagen osv. Hvilke øvelser kan laves, hvilke bør undgåes og lignende.

IMG_3639

Jeg har som sagt nydt at kroppen ville samarbejde til det træning, som nu en gang kunne lade sig gøre. Jeg bliver simpelthen glad af at bevæge mig – uanset om det så er med styrketræning, en cykeltur, leg i haven med hundene eller noget helt andet. Når noget gør en glad – så er det bare lidt nemmere at overskue og finde tid samt lyst til. Derudover handler livet vel generelt også om at gøre det, som gør os glade. Glæde og smil smitter – og livet er da bare lige lidt sjovere så 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Graviditet, Træning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *