Tvangsoverspisning…BED…”kært barn” har mange navne

BED eller overspisning er en af spiseforstyrrelsernes nyere søstre – det er noget, som faktisk fylder en hel del for mange. Det fylder især i denne verden, hvor sundhed, sund mad, fit, fitness og andre ord i samme stil fylder utroligt meget. For mange mennesker er mad og følelser nært knyttet – dette gælder især for mennesker med BED.

Jeg har i mit netværk en kollega, som specialiserer sig indenfor netop dette område – hun hedder Mette.
Mette har valgt at dele sin historie her på bloggen – så jeg overlader ordet til Mette:

Kort om dig selv:
Jeg er 29 år og bor og arbejder i Aalborg.
Jeg har netop startet min egen virksomhed, hvor jeg arbejder med folk, der overspiser.
Det kan være både normalvægtige og overvægtige mennesker – og endda i enkelte tilfælde også grænsende til undervægtige. Men fælles for dem er, at de føler, de indimellem mister kontrollen over deres spisning og ”går amok” i mad.

Baggrund:
Jeg er uddannet diætist, er i gang med en psykoterapeutuddannelse og har selv haft spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning.
Tvangsoverspisning minder i grove træk om bulimi; man har store ”ædeorgier”, hvor man mister kontrollen fuldstændig og spiser ekstremt meget mad på én gang. Ved tvangsoverspisning kaster man bare ikke op efterfølgende.

Hvordan startede din egen spiseforstyrrelse:
Allerede fra en ung alder synes jeg, at jeg var for tyk. Jeg gik på min første slankekur i 6. klasse. Det lykkedes mig i flere omgange at tabe mig 5-10 kilo. Men hver gang endte jeg med at tage dem på igen efterfølgende.
Da jeg var ca. 20 år, tabte jeg mig 10 kilo og for første gang lykkedes det mig at fastholde den nye vægt.

Jeg begyndte at interessere mig mere og mere for mekanismerne ved vægttab og ville gerne hjælpe andre folk til at opnå deres mål, så jeg søgte ind på uddannelsen Ernæring og Sundhed.

Jeg var lykkelig, da jeg kom ind på uddannelsen, for jeg var helt sikker på, det var det rigtige valg for mig. Men det ekstreme fokus på mad og sundhed gjorde ikke noget godt for mig. Tværtimod.
Jeg synes stadig, jeg trængte til at tabe mig, så jeg begyndte at stille alle mulige regler og forbud op for mig selv i forhold til, hvad jeg måtte og ikke måtte spise, hvor meget jeg skulle træne osv. Alt sammen med henblik på at tabe mig.

Jeg ville have kontrol, kontrol, kontrol.
Jeg vidste mere og mere om mad og sundhed, så jeg burde da af alle mennesker vide, hvordan ”man” skulle spise.

Men alligevel endte det med, at jeg gang på gang mistede kontrollen og åd enorme mængder mad i løbet af ingen tid. Det var vildt frustrerende!

Og så kom skammen, skylden og væmmelsen ved mig selv væltende efter overspisningen og jeg fik det værre og værre med mig selv.

Spiseforstyrrelsen var startet.

Hvordan kom du ud af spiseforstyrrelsen:
Det var en MEGET lang og sej proces. Der er ikke nogen ”quick-fix-løsning” når det handler om at komme ud af en spiseforstyrrelse.

Men nogle af de vigtige elementer for at komme ud på den anden side, var:

  • At droppe slankekure, rigide regler og diæter.

Hvis jeg skulle opbygge et naturligt forhold til mad igen, duede det ikke at forbyde mig selv en masse fødevarer. Netop disse forbud var med til at øge min trang til at overspise i dem.

  • At forbedre mit selvværd.

Mit selvværd var meget hæftet op på mine præstationer. Hvis jeg tabte mig, var jeg god nok, hvis jeg tog på, var jeg ikke god nok.

Hvis jeg overholdt mine regler ifht. spisning, var jeg god nok, hvis jeg ”faldt ved siden af”, var jeg dum og svag.

Hvis jeg klarede det godt i skolen, var det acceptabelt. Hvis jeg klarede det dårligt, var jeg doven.
I virkeligheden havde det jo ikke meget med selvværd at gøre. Mette var jo ikke god nok, bare som hun var. Hun skulle præstere for at være god nok. Så jeg måtte arbejde meget med også at føle mig god nok, når jeg bare var mig.

  • At ændre mit syn på min krop.

Jeg syntes altid, jeg var for tyk. Uanset om jeg vejede 82, som var min maxvægt (BMI 28) eller om jeg var nede på 68, som var min laveste vægt (BMI 23), så var jeg for tyk og skulle i hvert fald tabe mig 5 eller 10 kilo mere. Det var aldrig godt nok.

Jeg har arbejdet meget med mit syn på min krop.

Nu vejer jeg 75 kilo (BMI 25,5), men jeg er langt sundere end jeg var før i tiden. Jeg har det meget bedre med min krop end tidligere.

Jeg kan se de gode ting ved den nu; jeg er hverken tynd eller tyk. Jeg har former. Og det er jeg egentlig glad for nu.

  • At begynde at lytte til min krop igen.

I perioden med min spiseforstyrrelse var det mine egne regler, der dikterede hvad og hvornår jeg spiste. Jeg udarbejdede en kostplan til mig selv ud fra de principper, jeg havde lært på studiet – eller jeg spiste efter en eller anden kur jeg var stødt på i medierne.

For at lære at få et naturligt forhold til mad og til min egen krop, skulle jeg bruge tid på at mærke min krops signaler igen.

Altså lære at mærke sult- og mæthedsfornemmelser og spise efter dem i stedet for at spise efter de ydre regler og rammer, jeg satte op for mig selv.

  • At lære at sige til og fra.

Jo værre spiseforstyrrelsen blev, jo mere lukkede jeg mig inde i min egen lille verden. Jeg spiste for at bedøve mine følelser.

Da jeg skulle til at slippe overspisningerne, blev det nødvendigt for mig at mærke de svære følelser og kunne håndtere dem på en bedre måde end ved at forsøge at spise dem væk.

Én af måderne at gøre dette på, var ved at blive bedre til at bede om hjælp, når jeg havde det svært og sige fra, når folk overskred mine grænser.

Hvad er din drøm?
Min drøm er, at jeg via min forretning kan hjælpe mennesker, der har det ligesom jeg selv havde det, med at komme ovenpå igen.
En spiseforstyrrelse handler kun om overlevelse. Jeg vil gerne hjælpe disse mennesker til at leve igen!
Og så håber jeg også, jeg kan være med til at nedbryde tabuer og uvidenhed omkring spiseforstyrrelser, så der kan komme bedre hjælp på området.

Jeg vil gerne være med til at skabe offentlige debatter om det ekstreme fokus på sundhed, vi har i dagens Danmark og om, hvordan et så stort fokus i værste fald kan få en skadelig konsekvens for rigtig mange mennesker.

Hvem er dine kunder?
De mennesker der kommer hos mig, har et problem med deres spisemønster. Der er ikke noget de hellere vil, end at have kontrol over maden og måske endda opnå et vægttab. Men jo mere de øger kontrollen, jo mere får de følelsen af, at det er maden, der kontrollerer dem.

Om de har en spiseforstyrrelse eller ej er ikke relevant.

Overspisning finder form i mange forskellige udgaver og uanset om de kun overspiser en sjælden gang imellem, når chefen har skældt dem ud eller om de gør det flere gange om dagen – og måske med opkastning efterfølgende – så kan de komme til mig, hvis de ser deres overspisninger som et problem.

Mange af mine kunder har haft yoyovægt gennem flere år. De kan godt via kontrol, kostplaner, kure, regler osv. tabe sig de overflødige kilo, men kiloene kommer altid tilbage igen, da de ikke har forholdt sig til, hvorfor de overspiser.

Det er det, jeg hjælper dem til at finde ud af.

I øjeblikket er det primært kvinder, der kommer i min forretning. Og det er ikke fordi det kun er et kvindeproblem.
Hvis man ser på spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning (som er den mest ekstreme form for overspisning), så er det ca. 40% med denne lidelse, der er mænd.
Så de er altså også derude.
Jeg tror en del af grunden til, de ikke kommer til mig, er fordi den gængse opfattelse af dette problem er, at man ”bare skal tage sig sammen”. Og det er så det, mændene vælger at gøre. De fokuserer på symptomet; overvægten. Og så spiser de mindre og motionerer mere. De taber sig måske også. Men så tager de på igen. De har jo heller ikke forholdt sig til det virkelige problem: nemlig hvorfor de overspiser.

Måske er det sværere for mændene at skulle ”se indad”, fordi det er lidt bløde og feminine værdier; at følelser og tanker skulle være skyld i ens overvægt i stedet for den mere maskuline tilgang; ”jeg skal bare tage mig sammen”.

Så på sigt vil jeg gerne finde ud af, hvordan jeg også får flere mænd til at komme i min klinik.

Hvordan arbejder du med dine kunder?
Min hovedydelse er individuelle samtaler. Som udgangspunkt anbefaler jeg altid et forløb, da ændring af tanker og handlemønstre er en længere proces og ikke bare noget man opnår via en enkelt samtale.

Jeg tilbyder også foredrag om emnet og er så småt gået i gang med at udbyde forskellige workshops.

Til de individuelle samtaler taler vi primært om de følelser og tanker, der ligger bag overspisningerne. Kunderne får forskellige øvelser fra gang til gang, så de bliver hjulpet til andre handlemønstre ud fra, hvor de er i processen og hvad de har brug for at arbejde med.

Der er fokus på at komme overspisningerne til livs – hovedfokus er ikke på vægttab.

Hvad giver det dig, at arbejde med disse mennesker?
Jeg er meget taknemmelig over at kunne bruge min viden og erfaringer til at hjælpe mine kunder til at få en bedre livskvalitet.

Nogle af dem har det virkelig dårligt, når de kommer til mig og de føler sig meget misforstået af deres omgivelser.

Jeg kan hjælpe dem til at skabe klarhed over deres situation og give dem følelsen af, at der er en vej ud igennem alt det svære.

Det er belønning nok i sig selv, når jeg fra gang til gang kan se, at de rykker sig; at de har skruet bare en anelse ned for deres sort/hvide tænkning og har udført dele af en opgave uden enten at gøre det til perfektion eller at give op, at de har forsøgt at bede deres omgangskreds om hjælp eller at de har øvet sig på at mærke deres sult- og mæthedssignaler og har fundet ud af, at de faktisk godt kan mærke deres krop.

Derudover er det også utroligt berigende for mig at arbejde med de problematikker jeg selv har haft så tæt inde på livet igennem flere år.

Det gør mig klogere på mig selv og de ting, jeg selv har gennemlevet.

Hvad oplever du oftest er det største problem?
En af de største udfordringer er tålmodighed – eller mangel på samme.
Vi er vant til at tingene skal gå så hurtigt i vores samfund og alle mine kunder kender til de nyeste ”quick-fix-løsninger”, såsom ”tab 10 kilo på 10 uger”, ”palæokuren”, ”5-2 kuren” eller hvad det nu er, der lige er fremme i tiden.

Og da det de ønsker sig allermest er at tabe sig og få kontrol over maden, er det meget fristende at springe på en af disse tendenser.

Det kan være svært at lukke af for alle de slankeråd, medierne hele tiden fremstiller. Men hvis mine kunder bliver ved med at springe med på de nyeste slanketendenser, fastholder de sig selv i det dårlige spisemønster.

Så de skal lære at lukke af for mediernes slankeråd – og i stedet acceptere at den forandring de er i gang med, kræver tid. Hvilket kan være meget svært for dem at acceptere.

Har de sociale medier, efter din mening, været med til at øge presset på folk med et forstyrret forhold til mad og/eller krop?
Ja, jeg synes desværre medierne generelt er med til at øge presset på de folk, der har et forstyrret forhold til mad og/eller krop.
Det er in at være slank. Det viser viljestyrke og kontrol. Og derfor er der hele tiden en eller anden ny lynkur fremme i medierne.
Sociale medier kan også i høj grad være med til at skabe et forvrænget billede af sundhed. Her tænker jeg i særdeleshed på Instagram.
De unge piger der kommer hos mig, har opfattelsen af, at alle de kender er superkontrollerede og standhaftige når det gælder træning, for de poster jo kun billeder af deres six-pack, proteindrikke og vægtstænger.
Men det er jo selviscenesættelse. Veninderne har også deres svage punkter. Det kan være, de også i et svagt øjeblik sidder i sofaen og overspiser i slik, kager og chips. Men det poster de jo ikke på Instagram. Så hvis man sammenligner sig med andre på de sociale medier, kan det godt være med til at skabe et øget pres, da det er et fuldstændig urealistisk og uopnåeligt ideal, man får stillet op på den måde.

Hvad gør du for at hjælpe dine kunder?
Jeg hjælper dem til at finde frem til årsagerne til at de overspiser.
Det kan nogle gange være meget komplekst og det er også derfor det tager lang tid at få rettet op på igen.

De allerfleste vil ha’ gavn af et længerevarende forløb, når de kommer til mig for at få hjælp.
Når vi har fundet frem til årsagerne, får de nogle øvelser, der kan hjælpe dem til at agere anderledes på disse årsager end ved at forsøge at spise dem væk.

Hvad er dine råd?
At man arbejder med de punkter, jeg nævnte under min egen vej ud af tvangsoverspisningen:

  • Droppe slankekure
  • Forbedre sit selvværd
  • Ændre sit syn på kroppen
  • Begynde at lytte til sin krop
  • Lære at sige til og fra

Derudover vil jeg klart anbefale, at man opsøger hjælp, hvis man har problemer med overspisning. Det kan være meget svært at overkomme denne problematik alene.
Men til gengæld er gevinsten helt ubeskrivelig stor ved at ”komme ud på den anden side” og igen føle, at man selv har styringen med sit spisemønster!

Et sted at starte, hvis man ikke synes, man har råd til at opsøge professionel hjælp, er ved at begynde at læse bøger om emnet. Her findes ofte mange gode øvelser og forslag til, hvad man selv kan gøre for at arbejde sig ud af problemet.

Du kan se en liste over de bøger, jeg anbefaler, på min facebookside.

Kontakt:
Har ovenstående givet dig lyst til at opsøge mere information om emnet eller kontakte mig, så kan du besøge min hjemmeside www.mettefuglsang.dk eller min facebookside: Farvel og tak til overspisning – Mette Fuglsang.

Ud over listen med anbefalede bøger, bruges facebooksiden også til løbende at poste fif og inspiration.

Fra siden er det desuden muligt at tilmelde sig mit nyhedsbrev, hvor der en-to gange om måneden udsendes nyheder inden for emnet overspisning.

mettefuglsang

Har du problemer med overspisning/BED, så får Mette mine varmeste anbefalinger!

/Rikke

Dette indlæg blev udgivet i Diæt, Livet, Sundhed. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *